Test af Nikon Coolwalker
Produktet
| Se større billeder og specifikationer i produktguiden |
Nikon Coolwalker er en rimelig kompakt lagerenhed, som kan være i en frakkelomme eller en fototaske sammen med kamera og objektiver. Den kan ligge på en helt åben hånd, hvis man ellers har en velvoksen hånd som undertegnede.
Selve lagringsenheden består af en sølvfarvet æske med en LCD-skærm, så man kan se billederne med det samme. Billederne gemmes på en harddisk med 30 GB lagerplads, så selvom man skyder i RAW-format, løber man ikke tør for plads lige med det første – heller ikke hvis man er ude på en længere fototur eller ferie.
Coolwalker understøtter kun hukommelseskort af typen Compact Flash type I og II/Microdrive. Filformaterne JPEG, TIFF, NEF (Nikons RAW-format), Quick Time Movie og Wave lydfiler er understøttede.
I Pakken
Udover Nikon Coolwalker indeholder pakken en brugervejledning på engelsk, garantibevis, blødt etui, cd-rom med drivere til Windows 98, strømadapter, fjernbetjening, AV-kabel, USB-kabel og batteripakke.
Konstruktion
| Se større billeder og specifikationer i produktguiden |
Enheden virker umiddelbart ganske robust. Udgangene til strøm, USB-stik og Audio/Video er gemt bag et ikke særlig pynteligt gråt gummidæksel, som dog beskytter ganske effektivt mod snavs. I den anden ende af Coolwalkeren finder man åbningen til hukommelseskort. Selvom enheden virker ganske robust, bør man ikke udsætte den for voldsomme stød og slag – især ikke når den er ved at overføre data fra hukommelseskortet til harddisken, da det kan resultere i tab af data. På forsiden af lagringsenheden finder man øverst til venstre tænd- og slukknappen. Ved siden af den finder man to lamper. Den første lyser, når enheden er tændt. Den anden lampe blinker, når der skrives eller læses på den interne harddisk. Under opladning af batteriet blinker begge lamper, indtil opladningen er slut.
Det næste man får øje på er den 2.5” store LCD-skærm. Det er en behagelig størrelse, når man ønsker at se sine billeder igennem bagefter. Det er mulig at justere lysstyrken op og ned. Skærmen er kun tydelig, når man kikker lige ind på den. Vipper man fx enheden lidt, kan man næsten ikke se noget på skærmen.
Under LCD-skærmen finder man to funktionsknapper – en venstre- og højreknap. Midt mellem de to knapper findes der en multivælger med 4 pile og en Enter-knap i midten.
I brug
Da der ikke er særlig mange knapper på enheden, er den relativ let at bruge. Når man tænder for enheden kommer en menu frem, hvor man kan vælge mellem følgende valgmuligheder:
1. Kopiere et CF-kort til enhedens harddisk.
2. Afspille billederne, der er lagret på harddisken.
3. Afspille billederne, der er lagret på CF-kortet.
4. Kopiere filer fra enhedens harddisk tilbage på CF-kortet.
5. Printe billederne direkte fra enheden på Pict Bridge kompatible printere.
6. Se billederne som slideshow.
| Se større billeder og specifikationer i produktguiden |
Derudover findes der en række andre funktioner. Man kan bl.a. oprette og slette mapper, flytte filer mellem mapper, slette filer samt formatere harddisken.
Selve navngivningen af mapperne er enkel og logisk. Hver mappe får navn efter år og dato. Har man fx været ude og fotografere den 15.10.2004, får mappen navnet 20041015.001. Kopierer men en mappe til over samme dag, får den navnet 200041015.002. Et velfungerende, enkelt og logisk system.
Det er dog kun muligt at overføre filer direkte til mapper, som Coolwalkeren opretter. Ønsker man at placere filerne et andet sted, må man oprette en mappe og flytte filerne derover bagefter. Vi ville foretrække, at man selv kunne oprette en mappe og så vælge, at filerne skulle kopieres derover direkte fra CF-kortet.
Knapperne kunne godt være bedre at betjene. De føles umiddelbart lidt svære at trykke ind, men det vænner man sig hurtigt til, så noget stort problem er det ikke.
Overførsel
| Se større billeder og specifikationer i produktguiden |
Overførselen fra Nikon Coolwalker til PC’en foregår v.h.a. af et USB-kabel. Coolwalkeren dukker op i ”Denne computer” som et eksternt drev, hvorefter filerne kan kopieres ved hjælp af ”copy” and ”paste” metoden. Har man Windows XP kan man lade XP’s filoverførselsprogram klare sagen. Det komme automatisk frem på skærmen, når Coolwalkeren er tændt og tilsluttet PC’en.
Batteri
Nikon Coolwalker bruger et lille genopladeligt lithium-ion batteri. Ifølge Nikons specifikationer er batterilevetiden cirka halvanden time ved almindelig stuetemperatur. Bruger man Coolwalkeren indendørs, kan den tilsluttes en stikkontakt.
I vor test, som også blev afviklet ved almindelig stuetemperatur, hvor vi flyttede data fra et 512 MB SanDisk Type I kort til Coolwalkeren, indtil batteriet gav op, klarede det kun 55 minutter, inden Coolwalkeren ikke kunne tændes igen. Med en gennemsnitlig overførselshastighed på 5,48 minutter for et 512 MB SanDisk hukommelseskort og en batterilevetid på 55 minutter, svarer det til, at man kan nå at overføre 10 stk. 512 MB hukommelseskort, som hver kan indeholde 488 MB data efter formatering, inden Coolwalkeren går død. Det svarer til, at man kan nå at overføre 4,88 GB data på en opladning.
Det bør række til langt de flestes behov. Vi vil dog anbefale, at man anskaffer sig en ekstra batteripakke, hvis man planlægger at tage den med på længere ture
Hurtighed
Overførselshastighed
Når vi snakker små fikse transportable lagringsløsninger, som fx Nikon Coolwalker, er hastigheden af afgørende betydning for produktets anvendelighed i praksis.
Vi har derfor testet hastigheden ved overførsel af data fra et fyldt 512 MB SanDisk Type I hukommelseskort til Nikon Coolwalker. Et fyldt 512 MB kort kan efter formateringen indeholde 488 MB.
Først kopierede vi et kort fyldt med RAW-filer. Dernæst lavede vi den samme øvelse med det samme kort fyldt med JPEGs i fineste kvalitet og opløsning. Bemærk at resultatet kan variere alt efter, hvilke slags hukommelseskort, man anvender.
Her følger resultaterne for Nikon Coolwalker:
| Overførsel fra SanDisk type I 512 MB hukommelseskort til Nikon Coolwalker | - | - |
| Filformat | RAW | JPEG |
| Hastighed | 5 min. 48 sek. | 5 min 48 sek. |
Som det kan ses, er der ingen forskel i hastigheden mellem kopiering af JPEGs og RAW.
Herunder ses resultaterne fra en tidligere test af Vosonic’s X-drive. Den var betydelig langsommere til at kopiere de 488 MB – nemlig 8.28 minutter ved RAW-filer og 8.32 minutter ved JPEG’s i bedste kvalitet. Her var der en meget lille forskel mellem RAW og JPEG, hvilket i praksis er uden betydning.
Bemærk at der her er brugt et 512 MB Kingston Compact Flash kort, hvilket kan have en vis indflydelse på resultatet.
| Overførsel fra 512 Mb Kingston CompactFlash-kort til Vosonic X-drive II | - | - |
| Filformat | RAW | JPEG |
| Hastighed | 8 min. 29 sek. | 8 min.32 sek. |
Overførslen til en PC fra en Nikon Coolwalker tog lige i underkanten af et minut, hvilket må siges at være meget pænt. Til overførslen fra Nikon Coolwalker blev der brugt en PC med Windows XP, en Pentium 4, 2,88 GHz procssor og 512 MB ram. Til sammenligning klarer Vosonic opgaven på lige under 2 minutter. Her blev der brugt en PC med Windows XP, Pentium 4 2,8 GHz processor og 1024 Mb RAM
Overførsler mellem mapper på Coolwalkeren, og sletning af filer og mapper foregik nærmest øjeblikkeligt. En komplet formatering af harddisken tog cirka 25 sekunder. Altså ingen flaskehalse her.
Konklusion
Nikon Coolwalkers største fordel er den ringe størrelse. Set i forhold til at slæbe rundt på en bærbar PC på lange fototure ud i naturen eller på ferieture, er Coolwalkeren klart at foretrække som lagringsløsning.
| Se større billeder og specifikationer i produktguiden |
Det er også positivt, at man kan se billederne på skærmen på Coolwalkeren, ligesom der er en klar markering på skærmen af, hvornår dataene er færdigkopieret, så man ikke er i tvivl herom, inden man formaterer sit memorykort.
Overførselstiden på næsten 6 minutter fra memorykortet til Coolwalkeren må imidlertid siges at være skuffende. Dog vil dette tal formodentlig variere en hel del alt efter, hvilket memorykort, man anvender. Vi brugte et 512 SanDisk Type I kort. Her er det ikke utænkeligt, at et af SanDisk’s Ultra kort kan have en positiv indflydelse på hastigheden. Omvendt vil et et biligere kort formodentlig gøre overførslen endnu langsommere.
I praksis vil overførselstiden dog næppe udgøre det store problem, med mindre man kun har et hukommelseskort med. Har man et ekstra kort med, som de fleste nok har, kan man bare stoppe det i kameraet og fotografere videre, mens Coolwalkeren står og sveder med at overføre filerne fra det andet kort.
Vi synes ikke om, at den kun understøtter Compact Flash kort og Nikons eget RAW-format. Det gør den mindre anvendelig som et generelt lagringsmedie for fotografer, som ikke bruger Nikons kameraer. Og har man et kamera, som bruger en anden type hukommelse, kan den slet ikke anvendes. Vi er ikke særligt begejstrede for den slags proprietære lagringsløsninger, som reelt binder fotografen til et bestemt kameramærke eller tvinger ham til at skrotte sin dyrt indkøbte lagringsenhed ved skifte til et andet kameramærke.
Det største problem for undertegnede var dog ikke ovenstående problemer, men prisen. 4.500,00 kr. er meget for en lagringsenhed, og man skal være rigtig meget på farten som (Nikon)fotograf, før det kan betale sig at investere i en Coolwalker. Så er det til gengæld også en god investering. Man får ikke ret mange 1 GB hukommelseskort for 4.500,00 kr. 1 SandDisk Type 1 hukommelseskort på 1 GB koster i dag på www.edbpriser.dk omkring 800,00 kr.
Kostede den omkring det halve, ville vi ikke betænke os på at anskaffe den. Som det er nu, vil vi nok foretrække at se tiden lidt an, og vente på at den falder i pris, med mindre man altså har et meget stort behov her og nu.