Test

Test af Acer CR-6530

Kamerahus

Vurdering:

Kameraet er fremstillet i sort aluminium. Objektivet er godt beskyttet af et indbygget dæksel, som åbnes og lukkes, når kameraet tændes og slukkes. Denne løsning giver en optimal beskyttelse af linsen, når kameraet ikke er i brug. Fint.

Ovenpå kamerahuset finder vi to knapper: on/off-knappen og en programvælger. Programvælgeren går præcis og en smule stramt, hvilket er en fordel, når man går rundt med kameraet i lommen, da den ikke forskubber sig så nemt

Bagpå kamerahuset er der en optisk søger med dioptri-justering til de af os, som ikke har perfekt syn. Til højre for søgeren finder vi to knapper. Den første bruges til at rense skærmen for information og slukke for den. Den anden knap er zoom-knappen.
Under zoomknappen er der en menu-knap og en slette knap.

Til højre for de to knapper finder man en multivælger med en set-knap i midten. Pileknapperne fungerer som omskifter mellem forskellige funktioner som fx eksponeringskompensation, intervaloptagelse og blitzfunktioner. Det er fint, da det sparer os for en omvej gennem menuerne. Ved nærmere eftertanke kunne man i stedet for intervaloptagelser, som nok er en funktion de færreste vil bruge ret ofte, have lagt en genvej til fx valg af ISO-værdier.

Kvaliteten af knapperne er ok.

Sidst men ikke mindst, er der en meget stor LCD-skærm på hele 2.5 tommer. Alle knapperne kan nås med en hånd, men kameraet betjenes dog bedst med to hænder. Det lille håndtag i højre side gør, at kameraet ligger rimeligt stabilt i hånden, men det måtte dog godt have været lidt større af hensyn til os med store hænder.

Kameraet er ikke større end det godt kan klemmes ned i en lomme på et par ikke for stramme bukser. Og til sidst må vi ikke glemme at rose Acer for, at de har lavet stativbeslaget af metal, hvilket er en langt mere holdbar løsning end plastik, og så er det også centreret under objektivet, hvilket gør det nemmere at lave panoramabilleder.

Til gengæld trækker det fra, at de to udgange i kameraets venstre side ikke er beskyttet mod skidt og snavs af et dæksel.

Som helhed et rigtigt godt og solidt kamerahus.

Optik

Vurdering:

Acer CR6530 er forsynet med 3x optisk zoom, som dækker et zoomområde på 35 – 105mm omregnet til 35mm formatet. Det er et ganske nyttigt zoomområde, om end vi godt kunne have ønsket os lidt mere vidvinkel. Men der er dog nok til de fleste formål, om end selskabsfotografering i små rum godt kan blive lidt problematisk, hvis man skal have hele flokken med.

Med en lysstyrke på f2.8 på vidvinkel og f4.7 på fuld tele ligger lysstyrken omkring, hvad der er normalt for klassen. Fint nok.

Der er kun 8 zoomtrin at gøre godt med, hvilket betyder lidt ekstra fodarbejde, hvis man ønsker at finde det helt rigtige udsnit. Det havde været rart, hvis man havde kikket lidt på Nikons små kompaktkameraer, hvor antal zoom trin typisk ligger omkring de 21.

De optiske egenskaber diskuterer vi på næste side under afsnittet billedkvalitet.

Se billederne vi har taget med kameraet i galleriet.

Funktioner

Vurdering:

CR6530 har det meste af, hvad man har brug for af fotografiske funktioner.

Udover at der er et auto-mode, hvor kameraet træffer alle beslutninger, er der også blændeprioritet og lukkertidsprioritet. Dertil kommer et fuldt manuelt mode, hvor man kan vælge lukkertider og blænde uafhængigt af hinanden. Hurtigste lukkertid er 1/1500, mens længste er 8 sekunder. 8 sekunder giver ganske gode muligheder ved nattefotografering, om end vi godt kunne have ønsket os en længste lukkertid på fx 15 eller 30 sekunder, da det vil forbedre mulighederne ved fotografering i mørke stærkt

Vi noterer os med glæde, at der er en hjælpelampe til autofokusen, histogram i optagefunktionen og mulighed for manuel måling af hvidbalancen udover de sædvanlige hvidbalanceprogrammer.

Af særlig funktionalitet er der mulighed for intervalfotografering, hvor største interval er 60 minutter. Den form for fotografering er fx velegnet, hvis man ønsker at lave en billedserie af skyernes vandring hen over himlen.

Af funktionalitet savnede vi RAW-format. Der er godt nok et ukomprimeret TIFF-format, men RAW er langt at foretrække, da det giver langt bedre muligheder for at redigere billederne bagefter, og samtidig optager det mindre plads på hukommelseskortet. En rigtig seriebilledfunktion og ikke ”bare” et burstmode, der kan fyre 3 billeder af i rap, manuel fokus, automatisk billedrotation og muligheden for ISO 400 er også savnet.

Eksotisk og ”overflødig” funktionalitet som fx mp3-afspiller, verdensur eller muligheden for at få fx et ulvehyl som ledsagelyd, hver gang man trykker på udløseren, er der ikke.

Makrofunktionen er ok med en officiel nærgrænse på 9 cm. I praksis var vi i stand til at nå ind på en afstand af 6 cm fra motivet og stadigvæk få et skarpt makrobillede. Det vil nok række til de flestes behov, med mindre man da er makroentusiast. Så bør man fx kikke på Casio Exilim Pro EX-P505, hvor vi kunne nå helt ind på 0,5 cm afstand fra motivet.

I dag hvor VGA-opløsning efterhånden er ved at være normen, er det svært at blive imponeret over en videofunktion, der kun kan tilbyde en opløsning på 320 x 240 pixler – altså halvdelen af VGA-opløsning. Det er muligt at optage lyd sammen med filmklippet. Man kan ikke zoome mens man filmer.

Du kan se et videoklip taget med kameraet i vort galleri.

For en fuldstændig oversigt over funktionalitet se vor produktguide. For en sammenligning med andre tilsvarende kameraer klik her.

Skærm og søger

Vurdering:

Udover at have en meget stor skærm på 2.5 tommer, er opløsningen også i luksusklassen med hele 201 096 pixler. Det er intet mindre end imponerende, og gør det meget nemmere at bedømme om et optaget billede er blevet skarpt eller ej.

I direkte sollys er skærmen brugbar om end ikke helt i top, men muligheden for at skrue ned for skærmens lysstyrke i 5 forskellige niveauer hjælper her en del.

Når skærmen skal bruges under meget mørke forhold, er det muligt at skrue op for skærmens lysstyrke i hele 5 niveauer, hvilket i praksis betyder, at så længe der ikke er bælgmørkt, er skærmen i rimelig grad brugbar.

Selvom det er meget tilfredsstillende, at skærmens lysstyrke kan reguleres i så mange trin, vil det have været rigtig rart med elektronisk signalforstærkning under mørke forhold.

Der er tydelig støj på skærmen i mørke, men ikke mere end man fint kan leve med det.

Søgeren er en standard optisk søger med en dækningsgrad på cirka 80 procent og god at have under forhold, hvor skærmen ikke slår til, men med de klare kvaliteter, som denne skærm besidder, er det absolut undtagelsen, at man vil få brug for den optiske søger.

Batteri

Vurdering:

Acer CR-6530 bruger et lille proprietært lithium-ion batteri, hvorfor man ikke kan bruge almindelige AA-batterier i en nødsituation.

Hvad angår batterikapacitet, satte Acer CR-6530 rekord. Desværre i negativ forstand. Med kun 270 billeder er dette en bundskraber. Testen varede kun 53 minutter. Inden kameraet gik definitivt død, havde batterimåleren vist 1/3 batterikapacitet i et godt stykke tid. På de fleste andre kameraer får man advarsler i relativ god tid om, nu er det ved at være slut, så man kan nå at have et frisk reservebatteri klar, men altså ikke her.

Da vor batteritest er ”best case” i den forstand, at vi tager billederne i et godt oplyst rum ved stuetemperatur, tør vi slet ikke tænke på, hvad resultatet vil blive ved lavere temperaturer. Vi anbefaler normalt altid at købe et ekstra batteri. Her er vi næsten nødt til at anbefale to ekstra batterier, hvis man skal have kameraet med på ferie eller ud på en lang dags fotografering. Og i tilgift bør man også overveje at købe en ekstern batterilader, da batteriet lades op i kameraet, hvorfor man ikke kan fotografere, mens reservebatteriet lades op.

Herunder ses resultatet for en række andre kameraer:

Autofokus

Vurdering:

Hvad autofokushastighed angår, er CR-6530 suverænt det langsomste kamera, jeg endnu har testet. Med autofokushastigheder på 2,67 og 2,64 sekunder på henholdsvis fuld vidvinkel og fuld tele, er den så langsom, at det må siges at være utilfredsstillende for et digitalkamera i dag.

Resultaterne fra en række andre kameraer kan ses herunder:

Autofokushastighed - vidvinkel (mindst er bedst)

Autofokushastighed - tele (mindst er bedst)

Til gengæld oplevede vi autofokusen som værende præcis i testperioden. Ufokuserede billeder var absolut en undtagelse og egenskaberne i mørke var også tilfredsstillende. Det gode resultat i mørke skyldes, at kameraet har en hjælpelampe til autofokusen, hvilket betyder, at det kan fokusere selv i bælgmørke. Fint.

Hurtighed

Vurdering:

Med en opstartstid på hele 5.26 sekunder var kameraet markant langsommere end andre kameraer til at starte op. Dette er ikke tilfredsstillende på et nyere digitalkamera og påvirker sammen med den sløve autofokus i høj grad fotografens muligheder for at fange et hurtigt opstået øjeblik.

Se resultaterne for en række sammenlignelige kameraer herunder.

Opstartshastighed (mindst er bedst)

Mens udløserforsinkelsen uden blitz knap var målbar med 0.08 sekunder, var forsinkelsen med blitz i høj grad målbar. 0,54 sekunder ligger et godt stykke under gennemsnittet. Her er også basis for forbedring.

Se resultaterne fra en række andre sammenlignelige kameraer herunder:

Udløserforsinkelse med blitz (mindst er bedst)

På billeder over 10 sekunder kunne Acer CR-6530 tage 3 billeder uden blitz og 2 med blitz. Begge resultater er under middel. Det dårlige resultat med blitz skyldes en lang ladetid på blitzen.

Resultaterne for en række sammenlignelige kameraer kan ses herunder:

Billeder på 10 sekunder uden blitz (størst er bedst)

Billeder på 10 sekunder med blitz (størst er bedst)

Brugervenlighed

Vurdering:

Uden at have nogle ekstra finesser, som vi fx finder det hos Casio og HP, er Acer CR-6530 et brugervenligt kamera.

Menuerne er overskuelige og nemme at navigere i. Det er også fint, at man har lagt en del ofte brugte funktioner ud på pile-knapperne.

Den store LCD-skærm bidrager kraftigt til at gøre CR-6530 til et brugervenligt kamera, da ikonerne er nemme at aflæse, fordi de har en tilpas stor størrelse.

Med to undtagelser er informationsniveauet på LCD-skærmen også tilfredsstillende.
Når man har valgt en bestemt ISO-værdi, vises den ikke på LCD-skærmen, når man forlader menuen. Tilsvarende vises værdien for ISO heller ikke på skærmen, når man lader kameraet bestemme ISO-værdien.

Acer CR-6530   Les mer »

Norges beste mobilabonnement

Juni 2017

Kåret av Tek-redaksjonen

Jeg bruker lite data:

Ice Mobil 1 GB


Jeg bruker middels mye data:

Telio Go 5 GB


Jeg bruker mye data:

Komplett Maxiflex 12 GB


Jeg er superbruker:

Komplett Megaflex 30 GB


Finn billigste abonnement i vår mobilkalkulator

Forsiden akkurat nå

Til toppen